Kegnæs omkranses på sydsiden af Flensborg Fjord. Mod nord afskærer Lillehavet Kegnæs fra resten af Als.
Eneste landforbindelse med Als er dæmningen Drejet.
Tidligere grænsede Kegnæs sogn ind til Lysabild sogn - nutildags er hele Als og Sundeved samlet i storkommunen Sønderborg.
Sognet omfatter knapt 17 km2. I dag lever der ca. 750 mennesker fast på halvøen men for 150 år siden var tallet over 1000.
Moræne landet, der når en højde på indtil 20 meter over daglig vandstand, er ret frugtbart og uden skovbevoksning.
Bebyggelsen består hovedsagelig af familiegårde samt spredte husgrupperinger. Bare Sønderby og Østerby danner mindre landsbyer.
I 1700-tallet bestod Kegnæs af 3 små landsogne: Sønderby/Østerby, Hjortholm og Nygaard.
I sten- og broncealder var halvøen tæt befolket men i de næste 1500 år er der ikke registreret nogen yderligere bosætning.
I historisk tid var Kegnæs til at begynde med et ubeboet skovområde som efter 1373 forvaltedes fra hovedgården Kegnæsgaard ved Skovby.
I det 16. århundrede ødelagdes skovbevoksningen af intensivt svinehold. Derpå besluttede Hertug Hans den Yngre
Se (Historie)
, som regerede Als fra 1571-1622, at rydde halvøen for skov og i stedet anlægge 3 landsbyer.
I den største, Sønderby, blev der bygget en kirke, indviet i 1615.
De første beboere på Kegnæs var tvangsforflyttede personer som skyldte hertugen penge.
I 1765/66 blev Kegnæs udstykket i spredte gårde af forskellig størrelse og fik den struktur som består den dag idag.
Ved stormfloden i 1872 blev Kegnæs oversvømmet og svært beskadiget.
